NÆTTER I AUGUST 1944
af Carsten Petersen
I august 1944 gennemførte RAF Bomber Command i løbet af tre nætter angreb mod
Königsberg, Stettin og Kiel. De to angreb mod Königsberg var de længste angreb, Bomber
Command fløj mod et hovedmål under 2.Verdenskrig.
Disse "nætter i august 1944" bruger Carsten Petersen til at beskrive
forløbet, fra et bombemål besluttes i England (hvor mange fly, hvilke enheder, hvornår,
hvilke ruter og ikke mindst hvordan man forsøgte at forvirre tyskerne) og frem til det
endelige resultat (hvornår opdagede tyskerne angrebet, hvor troede de målet var, og hvad
sendte de op imod de mange allierede bombefly).
Bogen beskriver den tyske jagerkontrol i Danmark i august 1944 og den britiske jamning
af de tyske radar- og radio-frekvenser. Englænderne forsøgte med radio- og
radarforstyrrelser, skinangreb og sekundære angreb at forvirre det tyske luftforsvar.
Desuden fortælles om de mange Mosquitopatruljer, der havde til opgave at nedskyde
tyske natjagere på vej mod strømmen af bombefly. Bogen giver også en oversigt over de
tyske natjagerstyrker i august 1944 med baggrunds-beskrivelse af cheferne. Der er
endvidere mange oplysninger at hente om de tyske natjagerbesætninger, deres operationer
og nedskydninger af bombefly. Samtlige nedskydninger og luftkampe over dansk område er
beskrevet i bogen.
Bogen bygger på interviews med implicerede bombe- og natjagerbesætninger,
pilotrapporter, efterretningsrapporter og beretninger fra øjenvidner. Desuden giver tyske
beret-ninger og engelske efterretningsrapporter oplysninger om skaderne i målområderne.
Som bilag til bogen findes foto-tyderapporter for Königsberg i slutningen af august 1944.
NÆTTER I AUGUST 1944 er på 130 sider, og er tæt pakket med oplysninger om
luftkampe, uheld, heldige besætninger, tekniske oplysninger og er naturligvis rigt
illustreret med billeder og kort.