Staby nordre skole.

den magt over bønderne, som han havde haft tilforn. Men det var jo godsejerstanden selv, der havde bestemt, at det skulle være sådan. Derfor skulle ingen rammes, fordi det var gået, som det var gået, og slet ikke de uskyldige, bøndernes børn. De skulle have det godt, de skulle få det godt. Livet skulle blive lettere for dem end det havde været for deres af slid krogede forældre. Mennesket og godsejeren Strandbygaard var ikke blot teoretisk idealist, han var det også i praksis. Det beviste han, da han i 1806 lod stuehuset på Nørtoft indrette som skolestue med borde, bænke og en kakkelovn til børnene (den indviedes den 5. november 1806) samtidig med, at han skænkede 700 rigsdaler til indkøb af en bolig med tilhørende 6 agre eller ca. ½ tønde land opdyrket og tiendefri jord til degnen.
Strandbygaard skulle sammen med sognets præst, Niels Windelin, have opsyn med skolen, men ellers pålagde godsejeren, hvad kun rimeligt var, at skoledistriktets beboere selv skulle sørge for og bekoste vedligeholdelsen af skolen.
Præstens og godsejerens opsyn havde altså udelukkende med skolens drift som skole at gøre. Fra ellers kun at have omfattet vintermånederne, hvor børnene ingen arbejdsgavn kunne gøre hjemme, be

RETUR